Fie johansen er født i stamford connecticut

På amerikas østkyst, og flyttede til danmark

Som syvårig, hvor familien bosatte sig.

16 år gammel flyttede familien til

Til nairobi, kenya, og det er på disse steder

Hendes grundstemning blev lagt. Det er fra

Inspiration og oplevelser fra denne opvækst,

At hendes billeders intensive kraft stammer.

Billederne fødes ud af iagttagelsen - fulde af

Ro, koncentration og ydmyghed overfor det

Sete og det fremmede.

Fie johansen svømmer gerne i mod strømmen

Og opdager her nye strande, hvor hun

Går i land. Hun er altid tro mod fotografiets

Pagt med virkeligheden, uanset hvor kompliceret

Den ser ud. Realiteten er hendes udgangspunkt

Og aflæses direkte i værket. Hun

Dyrker billedets æstetiske kvalitet samtidig

Med, at hun fastholder, hvordan alt er menneskeskabt

Og udtryk for fælles symboler og

Fortællinger.

Hun har gennem sit virke eksperimenteret og

Forholdt sig positivt fornyende i forhold til det

Valgte medie og dermed blotlagt arbejdsmetoder,

Som mange andre fotografer kun

Nødtvungent forholder sig til: fra de noble

Ædeltryks højst krævende teknikker til tidens

Digitale udfordringe, hvor hun var blandt de

Første i danmark til at udforske og bruge den

Digitale værktøjskasse. Hun er fotografernes

Fotograf, der tilbagetrukket, men med konsekvens

Og bestemthed har undersøgt de

Fleste af det fotografiske billedes udtryk og

Grænser. I 1980’erne var hun medgrundlægger

Af billedhuset, fotografernes eget

Billedarkiv og gallerifællesskab, med stor

Ret blev hun i 1997 tildelt kulturministeriets

Fotografibog-pris. I 1999 modtog hun statens

Kunstfonds 3-årige arbejdslegat og i 2008-10

Var hun én af de udvalgte fotografer i danmarks

Største fotografiprojekt, udstillingerne

Og bøgerne, danmark under forvandling.

Politikens læsere kender hende fra det

Egensindige samplerbillede, grab-den

Trojanske hest, udgivet som grafisk særtryk

I 2002. Ingen dansk fotograf har

Et billedsprog af så muntert legende og

Grænsesprængende dimensioner. Hendes

Fotografier af svanemølleværket, henning

Larsens ‘rundetårn’ under opførelse på

Strandvejen i hellerup og udstillet i en serie

Billeder på louisiana og tuborg havns

Fagre nye verden er tung volumen og ren

Metropolis revisited år 2000.

Fie johansen er arkitekturfotograf, portrætfotograf,

Stillbillede-fotograf, coverartist

For jazzmusikeres cd udgivelser, men

Først og fremmest skildrer af eget miljø,

Hvor verdens fremtoninger som poetiske

Og humoristiske objekter gengives med et

Skær det metafysiske, det anede. Altid er

Hun på rejse med tråde både frem og tilbage,

Formuleret fyndigt og mangetydigt.

Drømmene er en hjælp til virkeligheden,

Som hasse och tage ville have sagt. Der

Er uhyre meget sprælsk surrealisme i spil,

Og dem, der kender fie johansens fysiske

Fremtoning, vil med et undertrykt smil, tænke

På magnetismen mellem en lille spinkel

Skikkelse og alle de store bygninger,

Kraner, ‘stenharpen’, inferiøre grusbunker

Og sandmiler. Fie johansen har altid sine

Billeder som hypnagogiske studier (billeder

Fra søvnen/søvnbilleder). Hun sætter

Blikket, der er med til at gøre verden til

Vores. Også selvom den er stor.


Af tove thage


København)

Sindbilleder

Linjer og strukturer aftegner sig uhyre

Skarpt i fie johansens fotografier. Ved

Nærmere øjesyn viser det sig, at motiverne,

Trods deres enkle formsprog, er udechifrerbare.

De fleste stammer fra urbaniserede

Omgivelser, men er mennesketomme og

Består af tegn efter mennesker, som kan

Være vanskelige at afkode og stykke sammen

Til en helhed, fordi konteksten mangler.

Hvad de er skabt til, og hvilken betydning

De har, forbliver i flere tilfælde et

Åbent spørgsmål.

Som en følelse eller psykologisk tilstand

Skal billederne ses, og kan som sådan ikke

Beskrives i rationelle termer. På samme

Måde synes fie johansen originalt at

Arbejde med lokaliteter, som giver konkret

Fysisk form til et psykologisk indhold. En af

Kunstens væsentligste kilder kan være ønsket

Om at forskyde noget indre til en ydre

Form. Forskydningen fra det reale niveau

Til kunstens sprog, det være sig digte,

Symfonier, skulpturer eller andet, rummer

En stemnings- eller tankebearbejdning for

Den skabende, men er også meddelelser

Til verden, som kan vække genklang hos

Andre mennesker. Også selv om de er

Enigmatiske. Muligvis netop derfor. Det

Lukkede åbner for mange betydninger.

Motiverne i fie johansen projekt til danmark

Under forvandling, er ikke begrænset

Af tekniske eller dokumentariske principper.

Farve og sort/hvide billeder supplerer

Hinanden og hendes billeder har den

Egenskab, at de rum, som repræsenteres,

Forekommer at være billeder, allerede før

Hun fotograferede dem. Årsagen er hendes

Fortolkning af dem. De fragmenterede

Snit, hun laver, arbejdet med lys og mørke,

Kontrast og harmoni. Hun finder motiver,

Der fungerer som udløsere for en indre ro..

Og uro.

Rummene, der i sig selv er ganske reelle,

Fremstår i en vis forstand, som var de på

Forhånd blevet kunstnerisk formgivet. Et eksempel

Er billedet af en lav bro i beton, hvis

Rektangulære linjer spejler sig i vandet, den

Leder henover. Vandoverfladen er fuldstændig

Blikstille og danner et perfekt spejl. For enden

Af broen er placeret en skulptur, hvis abstrakte,

Organiske former ligeledes genspejles. I

Baggrunden skimtes kraner og nybyggerier,

Men ellers får man indtryk af et tomt rum. Et

Nyanlagt rum, som er fuldstændig åbent for

Betydning. Dette billede modsvares af et andet

Og ligeså åbent motiv. Stedet er et cement

Og mørtel industrianlæg ved havet.

Også her findes en geometrisk betonkonstruktion,

Denne gang i en spids trekant, der kunne

Minde om kunstmuseet arken, samt noget

Der ligner en metalskulptur, men som er en

Stenharpe. De to billeder er fra henholdsvis

Ørestaden og gilleleje, men fie johansen

Er ikke optaget af, at dokumentere steder,

Snarere fortolke motiver i sig selv, løsrevet

Fra deres funktion eller historie. Dette gør,

At de får en abstrakt karakter, hvor former

Og strukturer, er det afgørende. Billederne til

Danmark under forvandling er ikke tænkt som

En serie, men som enkeltstående fotografier.

Alligevel er der udvekslinger i mellem dem.

Eksempelvis imellem de to føromtalte billeder,

Begge optaget i skumringsbelysning. Det ene

Sted formgivet kunstnerisk og arkitektonisk

Efter alle kunstens regler, det andet ikke.

Forskellene udlignes, og de fremstår begge

Som enigmatiske rum i landskabet, åbne for

Fortolkning.

Det samme gælder sort/hvid billedet af et

Overskåret træ placeret omvendt, så de tykke

Grene vender nedad, mens det der er tilbage

Af stammen peger opad. Rundt omkring står

Almindelige levende træer og flankerer dette

Mærkelige objekt, som ser ud til at kunne vandre

Bort på sine mange træben. Som en slags

Uddød botanisk kæmpeedderkop. Billedet er

Fra en legeplads på christiania. Igen gælder

Det, at objektet ikke er det egentlige motiv for

Fie johansen, men derimod det sindbillede

Hun skaber ved at fotografere stedet som en

Stemning, der får konkret fysisk form.


Text af gitte broeng til danmark under forvandling 2010



Selected reviews:

It is clear that pro´s “european dialogue”

Exhibition in charlottenborg is

Characterised by a belief in the importance

Of the picture. This is inspiring in a

Time, where i find myself at a loss when

Confronted with the myriads of ways artists

Can express themselves today.

And if it can be combined with elementary

Esthetic qualities as in fie johansens

Photographs, then everything is fine.”


Ole nørlyng, berlingske tidende 2006


Strange to say fie johansen has managed

To be a rather active exhibitor of her

Artwork and simultaneously a rather quiet

Presence. Nevertheless her works always

Command the deepest respect due to their

Strong visual impact and their technical

Craftmanship.

Her pictures are full of darkness

Glowing and brooding over the untold.

This darkness may burst out anywhere,

Even when the motifs to all appearance

Are light and trustworthy enough. We

Find architectural phantasies, landscapes,

Children and the microcosm of human

Expressions. Considering the freedom with

Which she chooses her artistic effects it is

Absolutely striking how tightly these effects

Are used. Fie johansens photographs

Are full of urgent tales and leave no room

For the affected.


Martin sne, jyllandsposten./


Fie johansen belongs to the familly of

Artists who uses its feel for the possibilities

Of photography, rather than incidents

Or special moments as a starting point in

Their work. She considers being able to

Bring to attention something that already

Exists a special privilege. That which exists

Engages her even before she takes

Her picture and she does not let go of it

Before the finished photograph tells her

Story. The distinctive marks of her photographs

Are not just their narrative quality.

Her photographs are saturatet with rich

Graphic refinement.


Peter michaael hornung. Politiken.2002/


Fie johansen is an eminent photographer

And an indoubtable technician. Extremely

Ambitious - and rightfully so. She, if any,

Has grabbed the digital darkroom by the

Throat and shaken more artistic quality out

Of it than anybody ever thought possible.

She has over a five year period with intense

Work and research, developed and

Created the method, og show us that digital

Printing of the photographic negativein

Full international museum- and exhibition-

Quality, can be done.

She calls her pictures “piezographs”,

And as far as i am concerned

She may call them whatever she pleases

Because right now there is nobody in

Scandinavia who reaches her artistic ability.

That the woman has a lot on her

Mind does not make the experience any

Less; and it is interesting that she cherishes

The philosophy that every single picture is

A completely independent story, a completely

Independent story, a completely

Unique artistic expression. This is in accord

With my own philosophy. Series and continuities

Are allright, but the work, the single

Expression must be able to stand alone

And live by itself - for many years.


Tue lütken, kunstavisen.2003/


Fie johansen photographs copenhagen

As a “power city”, inspired by the gret

American photographers fascination with

Monster-architecture in free fall. She composes

And forms the architecture with light

And unexpected angles, which provide an

Abrupt abstraction to these sharply delineated

Elements in an urban weave. Panoramas,

Light, and high contrast produce a

Dramatic quality to europes old metropoles

As containers for memories, aspirations

And dreams.

Tove thage photo historian, curator. The

Royal library research dept. Cph.2005


Fie johansen was born in stamford, connecticut

In usa. She moved to denmark when seven

Years old. At the age of sixteen, the family moved

To nairobi in kenya. From this international upbringing,

The inspiration and her life experience

Bring out her imagery´s intensive power drive.

Her photograpy is born from a cool observation, a

Calmness , a concentration, and a respect towards

The seen and the unknown.

Fie johansen’s photography is preoccupied with

A sensed reality, representing an ambivalent and

Enigmatic special state of mind as perceived in

Her work.

Fie johansen works with her surroundings and

Environment, and she explores stories, where the

World appears filled with poetic and humoristic

Objects. Continuing from the hidden narrative fie

Johansen expresses, with a gleam of the metaphysical,

The power of the evocative.

All through her professional life fie johansen has

Experimented with photography. She has worked

With non-silver methods, all darkroom techniques

And welcomed the digital toolbox with skill and

Curiosity.

Losing the viewer between two and three dimensions,

Fie johansen offers a new perception of reality,

An open gateway to imagination and illusion

Made possible with art and photography

Fie johansen gladly swims against the flow, detects

New beaches, where she will go ashore.


Tove thage, curator of photography


cvcv.htmlworks_gl._PASSIV.htmlshapeimage_1_link_0

Fie Johansen/ Mindscapes/ text By Gitte Broeng

Lines and structures are delineated with extreme sharpness and contrast in Fie Johansen’s photographs, which are rendered with a distant coolness. Open spaces and terrain vagues are recurring motifs in her work as a photographer. Places that are in-between: between systematisation and coincidence, the urban and the rural, nature and culture.  Johansen’s work concentrates on localities that give a physical form to the psychological. Her images become mindscapes. As well as exhibitions and books, Fie Johansen has also produced the cover images for numerous jazz records, where her atmospheric photographs correspond visually to the abstract tones of the music. The subjects of her project for Denmark in Transition are not limited by technical or documentary principles. Colour and black and white images supplement each other, and the spaces she represents have the quality of existing as images – before she photographed them. Fie Johansen is not interested in interpreting places, but rather in showing spaces. Severed from their function or history, if they have one. This gives her images an abstract quality, dominated by shapes and structures.The spaces, which are very real, appear to a certain extent as if they already exist as works. Whether they include art or not.  Like the twilight image from Ørestad - a low concrete bridge with its rectangular lines reflected in the water it crosses. The surface of the water is deadly calm, a perfect mirror. Standing at the end of the bridge is Hein Heinsen’s 7.5 meter-high bronze sculpture The Great Exchanger. The sculpture’s mix of strict, abstract lines and recognisable, organic forms are also reflected. This image is mirrored in another equally enigmatic work of a processing plant in Gilleleje Harbour. Here too there is a geometric construction in the shape of a sharp triangle that evokes the Danish art museum Arken (‘The Ark’) together with a machine for sorting stones by size that resembles a metal sculpture. One site is artistically and architecturally formed, the other not. But the differences between them are erased by Johansen. Both appear as enigmatic spaces in a landscape open to interpretation.


Fie Johansen. Sinnbilder. text Gitte Broeng

Linien und Strukturen zeichnen sich ungeheuer scharf und kontrastreich ab in Fie Johansens Fotos, die etwas Cooles an sich haben. Offene Räume und terrain vagues sind wiederkehrende Motive in ihrer fotografischen Arbeit; Orte, die sich in einer Mitte befinden, zwischen Ordnung und Zufall, Stadt und Land, Natur und Kultur. Sie arbeitet konzentriert mit Örtlichkeiten, die einem psychologischen Inhalt eine physische Form verleihen, und ihre Bilder wirken wie eine Art Sinnbilder. Neben Ausstellungen und Büchern hat Fie Johansen im Laufe der Jahre etliche CD-Cover für Jazz-CDs gemacht, wo ihre stimmungsorientierten Fotos den abstrakten Tönen der Musik visuell entsprechen.

Die Motive in ihrem Projekt für Dänemark im Wandel sind nicht von technischen oder dokumentarischen Prinzipien begrenzt. Farbige und schwarz-weiße Bilder ergänzen sich gegenseitig, und die Bilder besitzen die Eigenschaft, dass die Räume, die dargestellt werden, in gewisser Weise wie Bilder erscheinen, schon bevor sie fotografiert wurden. Fie Johansen beschäftigt nicht das Interpretieren der Orte als solche, sondern eher als selbständige Räume, losgelöst von ihrer Funktion oder Geschichte, falls sie eine haben. So bekommen die Bilder einen abstrakten Charakter, wo Formen und Strukturen das entscheidende sind.Die Räume, die ja ganz real sind, erscheinen in gewisser Weise, als ob sie von vornherein künstlerisch gestaltet wurden. Ob dies nun tatsächlich der Fall sei oder nicht.Das gilt zum Beispielfür das Dämmerungsbild aus der Örestadt von einer niedrigen Betonbrücke, dessen rechteckige Linien sich in dem Wasser spiegeln, worüber sie hinführt. Die Wasseroberfläche ist vollkommen still und bildet einen perfekten Spiegel. Am Ende der Brücke sieht man Hein Heinsens 7,5 Meter hohe Bronzeskulptur, Der große Austauscher, deren Mischung von strengen, abstrakten und organisch erkennbaren Formen ebenso im Wasser reflektiert wird.Dieses Bild spiegelt sich in einem anderen und genauso rätselvollen Motiv aus einer Rohstoffanlage am Hafen von Gilleleje. Auch hier gibt es eine geometrische Betonkonstruktion, diesmal in einem spitzen Dreieck, das an das Kunstmuseum Arken erinnert, sowie etwas, das einer Metallskulptur ähnelt, nämlich eine Steinharfe, anhand der Steine nach Größe sortiert werden. Der eine Platz ist künstlerisch und architektonisch nach allen Regeln der Kunst geformt, der andere nicht. Die Unterschiede werden ausgeglichen, und beide erscheinen als rätselvolle Räume in der Landschaft, die offen für Interpretationen sind.


fie johansenFieSite_Okt.2010.html